Hvis man, som jeg, gerne vil køre på bane for at skåne vore medmennesker for unødig risiko og støj- / forskrækkelsesbelastning, er Tor Poznan i Polen absolut et overvejelsesværdigt alternativ til de populære banedage i DK og Sverige.
25. – 29. juni 2006 havde jeg fornøjelsen sammen med ca. 40 andre skandinaver at deltage i ”Din Ven Bike”s arrangement ”Free Your Sliders”. DVBs ejer Karolina Paszkiewicz, som står for afviklingen, er Polsk af afstamning, men taler et forbløffende godt dansk og er umådelig hjælpsom, så man er pa forhånd sikret mod de værste kommunikations vanskeligheder. Andre af Karolinas medarbejdere taler udmærket engelsk eller tysk, men ikke alle er glæde for at lufte deres sprogkundskaber.
De fleste på vores hold havde valgt at overnætte pa Hotel Rzymski, hvilket viste sig at være et ældre luksushotel med nogen nedslidning, men rent og pænt og beliggende i Poznans centrum ca. 8-9 km fra banen. Der er osse mulighed for at overnætte i telt på selve banen, hvilket indebærer at man selv må sørge for mad og andre fornødenheder, som ikke kan købes i gåfstand, samt nogen støj fra lufthavnen, som Tor Poznan ligger i hjørnet af. Der er badefaciliteter og toiletter med varmt og koldt vand (som snildt lever op til dansk standard for campingpladser) og et udendørs cafeteria med særdeles rimelige priser i forhold til kvaliteten.
Som deltager i kurserne kan man benytte sig af hotellets restaurant og spise sammen med de andre deltagere. De som sov på banen berettede, at der var stille om nætten, fordi lufthavnen angiveligt var lukket, men der kunne osse herske tvivl om bevågtningen om nætten, selv om der var vagtmandskab og bom i porten hele dagen.
Inden vi kom af sted, havde jeg en fin udveksling af mails med Karolina, som simpelthen orienterede om alt, der kunne bekymre en gammel dansker i forbindelse med det ukendte ved et sådant arrangement.
Poznans bymidte har et rigt cafe- og torveliv, hvor man kan sidde ude og nyde de varme aftener på hyggelige små og større steder. Der er osse en masse butikker, som vi er vant til, så man kan let få pengene brugt, hvis det er det, man er ude efter. Og standarden er meget høj. Deciderede MC butikker så jeg ikke, men selvfølgelig findes de. På benzinstationerne kan man, som i DK, købe alt muligt i kioskvarer, og benzinen virker udmærket.
Selve banen er 4083 m lang og 12 m bred, men den er nemmest at se pa
www.dinvenbike.com hvor man finder både beskrivelse på dansk og fotos. Den har fået ny belagning til sæson 2006, og det er fint lavet. Der er flest højresving, da det gar højre om, men med fire venstresving, som ikke hører til de letteste jeg har prøvet. Afkørselsforholdene er rigtig gode i forhold til svenske og danske baner, og alt i alt må man betegne banen som temmelig sikker. Hvis man kører til skal man imidlertid passe på ikke at komme udenfor sporet, da vejgrebet ændres ret drastisk, når asfalten bliver brun i stedet for sort – tro mig, jeg afprøvede afkørselsforholdene flere gange. Én af ”vores” fik brug for samaritterne, som viste sig at være meget spartansk udstyret og forsøgte efter bedste evne at rense hans sår ordentligt for forbinding. Det resulterede i en betændelse, så det må de se og få forbedret på. Man må dog ærindre, at de er samaritter og ikke Falck reddere som i DK, men de har en fin ambulance holdene og kan hurtigt få folk på skadestuen, hvis det skulle blive nødvendigt.
Lucasj er én af Karolinas instruktører og, efter hvad de fortalte på grønt hold (begynderne), meget god til at undervise folk, så de kan komme hurtigere rundt. Selv valgte jeg at køre på blåt hold af hensyn til min forsikring, og som havde svenske Micke som førerhund, og her gjaldt det samme. Jeg har i min ungdom kort en del klubløb i Sverige og mener godt at kunne finde ud af det – men Micke kunne alligevel vise mig nogen ting, jeg ikke havde tænkt på, så min Yamaha TRX850, der er en smule underbemandet i maskinrummet fra fabrikkens side, kunne komme rundt på omkring 2 min., hvor banerekorden ligger pa 1 min. 35 sek. Men det er selvfølgelig ikke særlig interessant for andre end mig selv.
Gult hold (uden forsikring) havde svenske Johan som instruktør. De kørte som brækkede arme og kom storgrinende ind efter hvert pas - de måtte nemlig overhæle hinanden lige fra starten, og det er jo det det kommer an på - men Johan kunne de ikke følge med. Han var i øvrigt en rigtig festlig fyr, som kunne synge, men det er en anden historie. De kørte ikke meget hurtigere (et par sek) end blå hold ved slutningen af kurset.
Så var der i starten rødt hold - fem mand uden instruktør - fuld skrue derudaf. Den første dag tabte en Ducati 996 en bolt til bremsecaliperen på forhjulet så hjulet blokerede og Duk-en kom i ret meget u-du. Surt show for Uffe, der kun fik kort få minutter. Senere lagde man gult og rødt hold sammen, så vi i stedet for 15 min. pas kørte 20 min. ad gangen, hvilket gav alle mere køretid.
Banens personale og de frivillige hjælpere - jeg kan ikke forestille mig med det opbud at sådanne ikke fandtes - var meget professionelle. Og der er ikke meget at komme efter i forhold til andre europæiske baner jeg har kendskab til. Som nævnt kunne samaritterne bruge noget mere udstyr, men svingdommere og banedommere fungerede hurtigt og effektivt ved de u-undgåelige ”racing insidents” altså uheld, afkørsler m.m. og stoppede passene omgående.
Ved ét tilfælde oplevede jeg, at passet blev stoppet fordi der lå, i mine øjne, en ubetydelig smule sand udenfor ideallinien - resultatet efter en ”botanisk udforskning af området” - og som blev fjernet med kost og håndkraft. Andre gange blev mænd og maskine fjernet på ganske få minutter så vi alle kunne få det mest mulige ud af vores køretid.
Anette, som kørte på grønt hold og må betegnes som novice, fortalte at hun de første dage ikke syntes, det var særligt morsomt. Men den sidste dag gik det rigtig fint og hun begyndte at snakke om at få afmonteret støtte benet så hun kunne lægge Ducatien noget mere ned i svingene. Det siger vel mere end lange forklaringer om hvor godt instruktøren fungerer.
Nu skal det jo heller ikke vare roser alt sammen. Søndagen efter (som vi havde køretid til onsdag med) skulle der være standardvogns ræs for biler og i den anledning begyndte de allerede onsdag morgen at opstille forskellige pavilloner i ryttergården og rundt omkring banen. Dette medførte en del forstyrrelser og besvær med at komme frem og tilbage til de enkelte kørepas. De interne veje omkring banen er i en elendig stand, og det støver en del når der kører biler frem og tilbage. De første teams begyndte allerede at indfinde sig om onsdagen, men de har vel haft practice om torsdagen, så man kan nok ikke bebrejde dem det.
Mandag aften stillede der et hold fra den lokale MC klub for at køre nogle timer. Hvis man havde lyst og energi var man velkommen til at deltage for 40 zl. Det var angiveligt uden ambulancefolk! Og meget populært hvis jeg forstod dem ret.
Alt i alt må man sige at det er nogle vellykkede arrangementer Din Ven Bike har lavet, og det er et godt initiativ Karolina har taget. Jeg har i skrivende stund, en måned efter, stadig ikke fået armene ned og vil meget gerne deltage igen. At man så får urimeligt meget for sine penge gør vel heller ikke noget?
